Spring til indhold

Stor interesse for generalforsamlingen i landsbyrådet Kværs-Tørsbøl-Snurom.

 

Til generalforsamlingen d. 2. marts i KTS-området var der så mange tilmeldinger, at mødet måtte flyttes fra Friskolens lokaler til multihallen i idrætscentret. Som sædvanligt startede aftenen med en fællesspisning. Adskillige frivillige havde forberedt mad, kager og kaffe, så stemningen og forventningen til næste del på aftenen blev godt varmet op. Den omfattede et borgermøde, hvor to kommunale ansatte i Vej og Trafik – Jens-Kristian Mikkelsen, afdelingsleder, og Astrid Kjærsgaard, ingeniør – redegjorde for placeringen af den planlagte cykelsti på den nordlige side af Buskmosevej. Der blev diskuteret en del, om kommunens fremlagte plan var den optimale, bl.a. fordi T-krydset Buskmosevej-Sønderftoft kan give problemer, da cykelstien skal krydse vejen der, hvis man vil cykle i retning mod Tørsbøl. Også udkørslen fra Degnetoft lige før T-krydset kan give problemer, da udsynet er dårligt til begge sider. Fra fagkyndig side ansås den foreslåede løsning dog som den bedste. Arbejdet med cykelstien skal starte i uge 25. Det var tydeligt, at folk ser frem til den denne cykelsti, idet den meget smalle Buskmosevej er meget befærdet i myldretiden og bestemt ikke indbyder til cykeltrafik. Et af aftenens højdepunkter var redegørelsen for indførelsen af en Landsbybus, en delebus, i Kværs-Tørsbøl-Snurom området. Et sådant transporttilbud indføres i 3 forskellige landsbyområder i Sønderborg Kommune som et eksperiment i begrænset tid og tilbydes i første omgang gratis, hvor man dog skal aflevere bussen med fyldt tank efter brug. Forud var der sendt spørgeskemaer ud til befolkningen ang. ønske og behov for sådan en ordning. Besvarelserne var tilfredsstillende, så ordningen bliver indført, dog tidligst i april. Hensigten er på længere sigt at udvikle bæredygtige landsbyer, hvor fælles transport skal være med til at nedbringe CO2-udslippet i kommunen.

Aftenens tredje del bestod af selve generalforsamlingen, hvor formandens beretning viste, at der har været megen aktivitet i det forgangne år: Frivillige har med støtte fra kommunen udbygget et eksisterende stisystem, således at man fra midten i Kværs by kan vandre via markerede stier direkte til Kværs Plantage med det lyngbevoksede klitområde midt inde i skoven.  I april afholdtes med god tilslutning den nationale ”Ren dag” i samarbejde med Friskolen. Der holdtes flere møder med embedsmænd fra Kommunen ang. vedligeholdelse af eksisterende cykelstier, nedrivning af forfaldne huse, byggegrunde i området o.a.  En hastigheds-begrænsning på Feldstedvej forbi Snurom blev indført. Et udvalg sørgede for, at området fik tildelt en skulptur fra ”Wood Sculpture” på Sønderborg Havn, som erstatning for den gamle skulptur ”Mosekonen”. Med støtte fra landsbyrådet fik områdets borgerforening, der holder til i Klubhuset i Tørsbøl, arrangeret en ekstraordinær generalforsamling, hvor der valgtes en helt ny bestyrelse. Fremmødet var fantastisk stort og kan ses som udtryk for, at borgerne vil noget med deres by.  Hen over sommeren blev der også arbejdet med en ny 5-årig udviklingsplan for området med fokus på: Hvad vil vi med vores område? Erhvervsdrivende og foreninger var inviteret til at komme med deres bud. I september gennemførtes i samarbejde med menighedsrådet en kunstudstilling i Kværs Præstegård, hvor i alt 65 udstillere fra hele kommunens landsbyer deltog.

På valg til bestyrelsen var Hans Jørgen Albrechtsen, der ikke ønskede genvalg. Hans Jørgen Bollmann og Per Østergaard blev genvalgt. Af personlige grunde trådte Katrine Otzen ud af bestyrelsen. Nyvalgt til bestyrelsen blev Christian Thaysen og Christian Hansen. Som suppleanter blev Ove Lauritzen genvalgt og Hardy Hansen nyvalgt.

 

Landsbyrådet i KTS.

Del på Facebook

Kommende arrangementer

  • Ingen arrangementer

InfoLand nyheder

    Kommunal

  • Der er ingen indlæg